Online psykologhjælp – en personlig beretning
Den første gang jeg selv hørte om online psykologhjælp, var også første gang jeg selv stiftede erfaring med det. Ikke fra behandlersiden af skærmen men som klient. Det er 10 år siden, men jeg husker det, som var det i går. Jeg vil gerne fortælle dig om den dag og om mit første møde med online terapi. Der er en pointe til historien. Jeg lover det!
Online psykologhjælp – en personlig beretning
For 10 år siden på en januar aften, i Ilulissat Grønland, sad jeg spændt (og nervøs) foran skærmen. Jeg boede oppe på fjeldet over byen med den skønneste udsigt over isfjorden. Jeg elskede mine daglige gåture mellem mit hjem og min arbejdsplads (PPR-Nord), som lå nede ved havnen.
Bare ikke på denne dag!
Allerede fra morgenstunden var der et kraftigt snevejr, der satte en bremse for min entusiasme. Jeg sad tidligt om morgenen ved vinduet og drak min kaffe, mens jeg overvejede at ringe afbud til arbejde. Jeg kunne simpelthen ikke se, hvordan jeg skulle kunne gå derned. Jeg havde jo først lige udviklet mine “fjeldben”, som sekretæren kaldte det, den dag jeg mødte ind på arbejde uden at være skvattet en eneste gang på de glatte veje.
Men som jeg sad der og blev varm på ideen om at gemme mig under min varme dyne, så spottede jeg alligevel silhuetter under lygtepælenes skær. Der var mennesker på vejen derude! Så det kunne altså lade sig gøre. 10 minutter senere var jeg iklædt 5 lag tøj og på min vej. Jeg kom på arbejde (uden at skvatte). I løbet af dagen stilnede sneen af, men vinden og snefygningen tog til over middag. På Grønland kan vejret hurtigt gå fra slemt til meget værre. Det er med at kende signalerne for, hvornår det er tid til at smutte hjem. På denne dag var jeg for sent ude. Allerede efter få skridt havde vindstød slået luften ud af mine lunger mindst 1 gang. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende før. Jeg kunne simpelthen ikke trække vejret eller stå oprejst. Det resulterede hurtigt i et højt angstniveau.
Som psykolog i byen samarbejdede jeg også med politiet. Til mit held kom en patrulje forbi på vej til stationen. Han tilbød mig en overnatning på stationen, men jeg var opsat på at skulle hjem til mit første møde med min terapeut. (I dag ville jeg klart have lavet aftalen om). Han kørte mig så langt op ad fjeldet, som han kunne komme før snemasserne tårnede sig op. Der var mere læ her og jeg fik stavret mig hjem.
Mine udfordringer (katastrofetanker) i mit møde med online psykologhjælp
Så der sad jeg så foran skærmen en time senere. Jeg var ikke engang stolt over min bedrift. Det var jeg for nervøs til. Samtidig tænkte jeg også, at nu er jeg nået så langt, så skulle det lige passe, at et isbjerg kapper internetforbindelsen. Men til mit held så var der internet forbindelse, orkanen ruskede i ruderne, som vibrerede, mens iskrystaller formede sig på ruden.
Dengang foregik samtalerne på Skype. Jeg viste ikke, hvad Skype var, men jeg fik mig da oprettet. Nu er det forbudt, ifølge GDPR, at bruge Skype til online terapi.
Så blev der ringet op og min terapeut tonede sig frem på skærmen. Hvilken lettelse! Teknikken virkede, – og jeg havde ikke lavet ged i noget (jeg var en smule mere pessimistisk dengang – terapien skulle jo have en årsag). Næste udfordring, som jeg faktisk ikke selv havde opdaget, gjorde min gode kollega og veninde i byen mig opmærksom på. Jeg havde nemlig valgt at tage kontakt til den terapeut i den vestlige verden, som jeg allerhelst ville lære af. Han kunne jo bare sig nej, men til min forbløffelse sagde han ja. Han er amerikaner. Tilbage til min veninde. Kort før dette møde spørger hun friskt “hvad gør du med sproget?”.
OK, – så internettet er ikke blevet kapret af et isbjerg, vinduerne holder til den brutale storm. Skype virker. Jeg kan se og høre ham og omvendt. Men hold da op, hvor var jeg dog nu nervøs for det med sproget. Så jeg tog et valg – jeg var ærligt og sagde til ham. som det første, at det først nu gik op for mig, at sproget kunne være en barriere.
Ok – og hvad er pointen så med denne lange historie?
Ok, – så jeg fortæller ikke dette, fordi jeg har et behov for det. Jeg fortæller dig det, fordi jeg har en pointe til dig, som jeg håber, at du kan bruge. Måske især hvis du overvejer onlinebaseret terapi, men er nervøs for det og frygter, at du ikke kan finde ud af teknikken, at det bliver akavet eller hvad der nu kan være din frygt. Du har nu læst om, hvad der var min. Pointen er at der kan opstår udfordringer med alt! Både ude omkring os og indeni os. Hvordan vi forholder os til disse udfordringer dikterer, hvad der kommer til at ske.
Hvordan vi forholder os til online psykologhjælp kan være den største udfordring
Når du vælger at søge online psykologhjælp, så kan der være udfordringer, som kan drille. Ligesom hvis du mødte op på psykologens kontor. På din vej kan du være blevet fanget i en trafikprop, løbet tør for benzin, cyklen punkterer eller regnen pisker ned. Ved online psykologhjælp slipper du for ovenstående. Det lover jeg. Derimod kan du opleve, at internettet af en eller anden grund kan være ustabil. Computeren kan drille. Du kan løbe tør for strøm. Nogle af disse ting kan du forberede dig på, så risikoen for at det sker er minimal. Andre er ude af din kontrol. Vi kan ikke andet end gøre vores bedste og ofte er det godt nok. Andre gange må vi overskride vores grænser og prøve noget nyt for at skabe udvikling for os selv.
Jeg tjekker altid internethastigheden før en samtale. Jeg tjekker også kamera- og lydindstillinger. Jeg sikre mig, at der er lys nok i det rum, som jeg sidder i og at jeg er ugenert.
Hvorfor skal du vælge online psykologhjælp fremfor fysisk fremmøde?
Det skal du måske heller ikke. Men hvis det tiltaler dig, at tilgå psykologhjælp fra dit hjem, fra din trygge base, så er det en god og sikker løsning.
Online psykologhjælp er ca 20 år gammel, hvis vi tæller udlandet med. Indenfor de seneste år i Danmark er der også kommet en ny form for online behandling, som er overvejende computerbaseret. Her sidder man ikke altid overfor en behandler, som ved online psykologhjælp, men man arbejder overvejende i et computerprogram. Denne form for online behandling tilbydes af Region Syddanmark. De har i nogle år kørt et forsøg med internetbehandling til depressionsramte med god effekt. Deres tilbud bygget på principperne fra kognitiv adfærdsterapi. Ordningen er nu blevet udbred til hele Danmark.
Hvad er forskellene mellem at mødes online og fysisk?
Jeg har skrevet et indlæg om, hvornår online psykologhjælp er det rette for dig. Du kan læse med her. Personligt har jeg ikke på noget tidspunkt tvivlet på effekten af online terapi og at det var en god løsning for mig. Jeg følte mig priviligeret over, at jeg ikke var begrænset af geografi i mit valg af terapeut. Jeg kunne vælge den terapeut, som inspirerer mig. Min personlige erfaring er, at selv om jeg får lige så meget ud af online terapi som traditionel terapi, så er kontakten en smule forskellig. Hverken bedre eller dårligere. Vi mødes på en lidt anden måde. Nogen gange føltes kontakten mere intens, når det er online, – måske fordi vi sidder så tæt.
Online psykologhjælp kan kombineres med traditionel psykologhjælp
Som klient har jeg også, med tiden, mærket et behov for at mødes fysisk. Dette møde planlægges efter mit behov. Så længe din terapeut også har et fysisk kontor, så skulle der ikke være nogen hindring for, at i efter aftale også kan mødes på traditionel vis.
Hvis jeg er kørt fast i noget i mit eget liv, så kan jeg få en længsel efter at mødes på traditionel vis. Den forskel som jeg oplever, der er på, at mødes online fremfor traditionelt i psykoterapi er svær at sætte ord på. Det ligger i “rummet imellem os”. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Så vidt jeg ved, så er dét heller ikke beskrevet endnu akademisk.
Vi er alle forskellige. Denne artikel er en beskrivelse af min oplevelse med at være på klientsiden af skærmen. Jeg har skrevet det, for at give dig en fornemmelse af, hvordan jeg har oplevet det. Derudover for at sige, at vi alle møder udfordringer. Hvordan vi forholder os til disse udfordringer er med til at diktere, hvad der kommer til at ske.
Afsluttende bemærkninger
Jeg håber, at jeg med denne artikel har kunne give dig et indtryk af online psykologhjælp. Jeg ved godt, at det har været fra en noget andet vinkel og knap så teknisk. Det håber jeg går an.
-Pas godt på dig selv-