#4 Den terapeutiske relation – klientens rolle

af | jan 16, 2019 | Psykoterapi

At begynde i psykologbehandling er en investering i dig selv!

For at du kan få mest mulig ud af den investering, så er der nogle faktorer, der kan være en hjælp for dig som klient at være opmærksom på. Derfor tager vi i dag et kig på klientens rolle i den terapeutiske relation.

Klientens rolle i den terapeutiske relation

I tidligere indlæg så vi på psykologens rolle i den terapeutiske relation. Når du  begynder et behandlingsforløb, så er det kun dig, der kan gøre det indre arbejde. Dette betyder ikke, at du er alene. Jeg er der for dig hele vejen og jeg tilbyder dig min ekspertise. Du kan trække på min erfaring, men hvis du ikke arbejder videre med dig selv, når du forlader mit kontor, så kan fremskridt trække ud. For at det ikke sker, så lad mig hjælpe dig til, hvordan du får mest muligt ud af din behandling.

Ærlighed og tag en chance

Så vidt det er dig muligt, så vil jeg opfordre dig til at være åben og ærlig. Jeg ved, at det ikke altid er let. Måske det er én af grundene til, at du søger behandling. Det er ok. Nogen gange kræver det tid at etablere tryghed og tillid. Psykologen sidder der ikke for at dømme dig, men for at lytte til dig og hjælpe dig. Hvis der er noget, som er vigtigt for dig og som du evt. har haft samtaler med psykologen om i fantasien, så er det også vigtigt nok til at være et emne, når i mødes.

Det er også vigtigt, at du fortæller, hvis du af den ene eller anden grund oplever en forværring af din tilstand. På denne måde kan psykologen hurtigst hjælpe dig, så vær sød ikke at vente flere uger og flere samtale med at fortælle det.

Jeg vil derfor opfordre dig til at tage en chance og dele noget, som du er nervøs for, eller som er svært for dig. Det er ofte, når vi som mennesker strækker os lidt ud i området udenfor vores komfortzone, at den største udvikling er mulig. 

Tag ejerskab over dine problemer og over løsningerne

Psykologen arbejder med dig og ikke  dig. Du er et følende og tænkende væsen og ikke en bil, som er kørt til service på et værksted.

For at du kan få mest muligt ud af behandlingen, så er det vigtigt, at du tager ejerskab over den eller de problemstillinger, som du kommer til psykologen med og beder om psykologens hjælp til at kunne håndtere.

Det kan f.eks. være et problematisk forhold til en kollega. Da det er dig, der er i behandling og ikke din kollega, så kan i se på den del af jeres relation, som har noget med dig at gøre (dine reaktioner, følelser og handlemåder). Herunder hvad du kan gøre anderledes for at skabe forandringer. På denne måde tager du også ansvar for løsningerne. 

Psykologen kan ikke læse dine tanker og har brug for at høre dine ord, når du er klar til det

Det kan være grænseoverskridende at fortælle om dét, som er allermest smertefuldt, eller som du måske er bange for at blive “dømt” for. Psykologen sidder der ikke for at dømme dig! Naturen i den terapeutiske relation er netop, at det skal være et trygt rum, hvor du kan sætte ord på dét, som du har allermest brug for. Så når du er klar, så prøv at fortæl om det, som du eventuelt holder tilbage, fordi du er bange.

Hvis der er noget omkring jeres samarbejde, som undre dig eller som ikke fungerer for dig, så vær sød at lade psykologen det vide. Vedkommende vil sikkert gerne forstå dig og rette behandlingen ind, så du får mest muligt ud af den.

Psykologen kan kun hjælpe dig, hvis du tillader vedkommende at hjælpe dig. Nu tænker du måske “ ja selvfølgelig, – hvad betaler jeg ellers for?”. Men det kan være hårdt arbejde at gå i terapi. Nogle mennesker kan opleve modstand imod at lade andre hjælpe sig. Måske fordi de har haft dårlige erfaringer med det. Jeg er tålmodig og venter gerne på dig. Det er dig, som bestemmer tempoet.

Mød op til din behandling

Du får mest muligt ud af din investering i dig selv ved at møde op til din behandling. Hvis du ikke kommer, så kan psykologen ikke hjælpe dig. Det er ok, hvis du har en dag, hvor du ikke føler, at du kan arbejde med dig selv. Jeg vil gerne opfordre dig til at møde op alligevel og ikke blive hjemme under dynen. Lad psykologen være der for dig og lytte til, hvad der går dig på. Jeg har erfaring med, at det i sig selv kan være healende. Sammen kan i måske blive klogere på, hvad det er, der forgår.

Nogle mennesker saboterer sig selv ved konsekvent at komme for sent til behandling. At der er afsat 45-50 minutter til en samtale er ikke en tilfældighed. Det er den tid, som i har brug for, så i kan arbejde i dybden.  

Forslag til hvad du kan gøre efter samtalen

Folk fortæller mig, at de nogen gange føler sig opløftet efter en samtale og er klar til at tackle verden – fedt! Andre gange kan de være trætte og føle sig tyndhudet. Det varierer alt efter, hvad de har arbejdet med og den process, som de har haft. Mit vigtigste tip til dig, uanset hvordan du har det, er en god omgang egenomsorg.

Egenomsorg kan komme til udtryk på mange måder

Hvis du har erfaring med, at du kan opleve dig træt og tyndhudet, så skal du måske sørge for, at der er en stille periode kun for dig lige efter samtalen. Måske du har brug for at hvile dig eller slentre en tur i naturen.

Du har måske en hektisk hverdag med små børn, hvor det kan være svært at få ro. Der er sørget for dem, mens du er til din aftale ved psykologen, så måske der kan sørges for dem en time efter jeres samtale også. Dette giver dig tid til at have en process, hvor du reflekterer over samtalen.

Dette leder mig videre til næste tip, som er at skrive nogle enkelte noter. Eller så meget som du har lyst til, efter samtalen. Sæt dig i et stille hjørne og sæt ord på, hvad du har taget med dig fra dagens samtale. Hvad har evt. ramt et ømt punkt?  Er der noget, som du vil  arbejde med til næste gang?

At lære at lytte til dine behov

Dit sind og din krop er en intelligent organisme. Efterhånden som du lærer at lytte til den, så vil du bemærke, at den fortæller dig, hvad den har brug for lige i dag af gode ting, som gavner dig her-og-nu og på lang tid. 

Måske den fortæller dig, at du har brug for at løbe en tur eller kontakte en god ven, som du kan sidde sammen med og bare være. Det er kun dig der ved, hvad der er godt for dig. I begyndelsen kan jeg hjælpe dig med at finde ud af det, hvis det er svært for dig.

Som jeg skrev i begyndelsen af indlægget, så er det at gå i psykologbehandling en investering i dig selv. Vi har nu set på nogle af de faktorer, som jeg har erfaring for (både som terapeut og klient) er vigtig for, at du kan få allermest ud af din investering. Det betyder selvfølgelig ikke, at du “skal kunne” alt dette ved begyndelsen af behandlingen. Det kan være en læring i sig selv. Jeg hjælper og støtter dig alt det, jeg kan.  

-Pas godt på dig selv-

signatur