Hvad er egenomsorg og hvorfor du fortjener det

af | maj 3, 2019 | Angst, Stress

Lad os starte med at slå fast, hvad egenomsorg er.

Både nationalt og internationalt er begrebet egenomsorg eller self-care (engelsk) ikke tydeligt defineret. Der er mange forskellige bud på definitioner. Alle definitioner peger dog hen imod, at det må være det enkelte menneske, som er ansvarlig for at praktiserer handlinger, som drager omsorg for sig selv. Mange alvorligt syge mennesker kan have svært ved at drage omsorg for sig selv. Her er der brug for venners, families eller professionel hjælp og støtte. 

Udtrykket “egenomsorg” blev indført i Danmark i slutningen af 1970’erne som oversættelse af det amerikanske begreb self-care. Ifølge Gyldendals “Den store danske” så er egenomsorg; “Det handlemønster hos en person, der sigter mod at fremme eller vedligeholde fysisk og psykisk sundhed“.

Self-care defineres i Oxford dictionary som “The practice of taking action to preserve or improve one’s own health”.

Det jeg vil forholde mig til i dette indlæg (og de kommende) er egenomsorg, som retter sig imod at fremme psykisk sundhed. Det er den form for egenomsorg, som jeg ofte drøfter med mine klienter for at fremme deres udvikling og til at understøtte den behandling, som de er i gang med. Det er de handlingen og valg, små som store, som den enkelte har overskud til lige dér, hvor de er lige nu. Det gælder også for dig. 

For at drage omsorg for dig selv, så er det vigtigt at vide, hvad egenomsorg ikke er.

I udgangspunktet er egenomsorg ikke noget, som vi tvinger os selv til at gøre og det er ikke noget, som vi ikke nyder at gøre. Det bør være aktiviteter, som giver energi snarer end tager energi fra os.

Det kan dog også være lidt tricky! For betyder egenomsorg så også, at jeg bare skal spise den Othello lagkage, for den vil jeg nyde? Eller ikke skal tvinge mig til at gå den tur i skoven, som er sund for krop og psyke? Bare fordi det føltes godt, skal jeg så tage mine 30 minutters egenomsorg i sofaen med Netflix og en pose slik? Ja, nogen gange – men langt fra hver dag.

Som jeg ser det, så er egenomsorg ikke en “egoistisk” handling. Det handler ikke kun om at være opmærksom på dine egne behov, – selv om det er vigtigt. Det handler snarere om at vide, hvad du skal gøre for at tage vare på dig selv.

Egenomsorg er vigtigt og jeg vil fortælle dig hvorfor.

Egenomsorg er vigtigt for at have det godt! Tro mig!

Hvis du ikke tager dig godt af dig selv, så vil du ikke kunne give af dig selv til dine kære. Jeg ved, at mange er kede af, når de har en periode med lav energi, for så føler de, at de svigter deres børn eller deres partner. Her skal der handling til, som starter med dig selv. Det at søge hjælp og behandling, når det er nødvendigt, er også at tage god vare på dig selv. Det er for mange et stort skridt, – men et vigtigt et.

Hvis du ikke drager omsorg for dig selv, så bliver du udkørt. Hvis ikke du drager omsorg for dig selv, så får du det ikke bedre, hvis du er udkørt. Når du er træt og udkørt, så er du måske som de fleste andre (mig selv inklusiv). Du orker ikke så meget. Du venter måske til i morgen med at motionere eller lave en skål salat, som vil gavne din krop og hjerne. Du udskyder lige til næste uge med at være sammen med vennerne. Denne udskydelse af handlinger, der drager omsorg for dig selv, fører ofte til dårlig samvittighed. Med den kommer en indre kritiker og du ender med at blive ret træt af dig selv. 

Du fortjener simpelthen bedre! Du er mere værd!

Derfor har jeg den kommende måned valgt at skrive nogle indlæg om egenomsorg. Et fokus på egenomsorg er centralt, når du er i eller er ved at komme dig efter en hård periode i dit liv. Jeg mindes ikke, hvornår jeg ikke er kommet ind på egenomsorg i terapi.

Egenomsorg er centralt for at leve et liv, der er produktivt og tilfredsstillende. Hvor du har det godt og er i balance. Men for få af os ved, hvordan vi prioriterer vores egne behov. Herunder behovet for at sætte farten ned, genfinde balancen og bede om hjælp, hvis vi har brug for den.

Læs med i næste uge, hvor jeg vil komme med forslag til handlinger / aktiviteter, som kan inspirere dig til at drage omsorg for dig selv.

Til slut vil jeg citere et digt fra Ms. Moem; en ung britisk digter, som opfordret til, at vi behandler os selv med større venlighed.

Dare to self-care

Speak kindly to your inner self,

Don’t take your demon’s view.

You are you, and no-one else

Will lead the life you do.

Kill your inner critic

And silence all his chatter.

Then write this truth inside your brain;

“I’m worth it and I matter.”

 

-Pas godt på dig selv –

signatur