Egenomsorg for pårørende

af | maj 24, 2019 | Angst, Stress

Egenomsorg som pårørende

Jeg har selv flere gange stået som pårørende til en alvorlig syg eller ramt. Jeg ved, hvor svært det kan være at passe på sig selv og prioritere sig selv i den situation. Jeg kender også til konsekvenserne af ikke at gøre det. Derfor vil jeg opfordre dig til, at bruge 5 minutter på at læse dette indlæg.

Jeg vil her beskrive de tanker og den adfærd, som er almindelige at få som pårørende og som kan spænde ben for, at du får taget god vare på dig selv. Efter du har læst indlægget, håber jeg, at du tager stilling til, om du kan genkende dig selv i det læste. Hvis du ikke kan, så betyder det forhåbentlig, at du har fundet en god balance, hvor du også får prioriteret dig selv. Hvis du genkender dig i det læste, så opfordre jeg dig til at overveje måder, hvorpå du kan tage ekstra vare på dig selv.

At have egenomsorg som pårørende er med til at forebygge stress. Dette er nødvendig for, at du kommer helskindet ud på den anden side og for at du fortsat kan være nærværende for din ramte pårørende.

Har du svært ved at prioritere dig selv?

Som pårørende til én som er alvorlig fysisk eller psykisk syg, kan det være svært at prioritere ens egne behov. Du har måske lidt for ofte oplevet at sætter dig selv til side for at være der for den anden. Måske tænker du, at det er egoistisk, at gøre noget for dig selv.

For at du ikke brænder ud, så er det dog vigtigt, at du tager god vare på dig selv. Man kan give af sig selv i en periode uden at blive mærket af det, – men ikke i længden. Som jeg skrev om i dette indlæg, så har du brug for “benzin” på “tanken” for at kunne give af dig selv. Hvis du har svært ved at prioritere dig selv, så er det vigtigt at identificere evt. forhindringer, som står i vejen for at du kan gøre det.

For eksempel:

  • Tror du, at du er egoistisk, hvis du sætter dine behov først?
  • Er det skræmmende at tænke på dine egne behov? Hvad er du mon bange for?
  • Har du problemer med at bede om, hvad du har brug for? Føler du dig utilstrækkelig, hvis du beder om hjælp?
  • Føler du, at du skal bevise, at du er værdig til den andens kærlighed? Gør du for meget for at opnå det?

Tager du et for stort ansvar?

Nogle gange kan man som pårørende have en misforstået omsorg, som er med til at øge ens eget stressniveau. Måske det er noget, som du kender til. Her er nogle af de mest almindeligt udsagn, som jeg hører:

  • Jeg er ansvarlig for min partners / forældres sundhed.
  • Hvis jeg ikke gør det, vil ingen.
  • Hvis jeg gør det rigtigt, vil jeg få den kærlighed, opmærksomhed og respekt, jeg fortjener.
  • Vores familie tager sig altid af deres egne.
  • Jeg lovede min far, at jeg altid ville tage mig af min mor.

Kan du genkende nogle af disse udsagn? eller kommer du i tanke om nogle andre? Hvis ja, så er det tid til at se dig selv dybt i øjnene. Jeg udfordre dig til at  finde mindst 10-15 minutter dagligt, som du dedikerer til dig selv. Til at prioritere DIG! At praktisere egenomsorg er med til at forebygge stress og det er derfor værd at investere tid i. Du fortjener at bruge tid på dig selv for at tage god vare på dig selv. 

Læs med herunder for inspiration til egenomsorg

Forslag til egenomsorg

Læs med herunder for yderligere information om støttemuligheder til dig som pårørende

Hjælp til pårørende til en angst eller OCD ramt

Hjælp til pårørende til en stress eller PTSD ramt

-Pas godt på dig selv – 

signatur